WIZO WALK den 26. august 2018

I august løb WIZOs årlige naturvandring – WIZO WALK – som sædvanligt af stabelen. Og som

sædvanligt donerede KKL vand til deltagerne, så ingen kom til at tørste.

Vejret var med os

Turen foregik i år i Gilleleje og dets naturskønne omgivelser. At valget af lokalitet faldt på Gilleleje skyldes at det her i 2018 er 75 år siden, at jøderne i Danmark måtte flygte fra nazistisk forfølgelse. Mange blev reddet med fiskerbåd til Sverige netop fra Gilleleje Havn. Desværre var der også en stor gruppe jøder, som blev pågrebet af de tyske soldater, mens de skjulte sig på loftet i Gilleleje Kirke. Også dette mindedes deltagerne i dette års Wizo Walk.

Guide på turen var Tove Udsholt, som har en ganske særlig historie, idet hun er et af ”de gemte børn” – spædbørn som de jødiske forældre efterlod i fremmede familiers varetægt for at beskytte børnene mod de farer, som flugten kunne medføre, og for at spædbarnsgråd ikke skulle røbe flygtningenes tilstedeværelse for de tyske soldater. Tove Udsholt fortalte om sin dramatiske historie og viste rundt i Gillelejes skønne omgivelser, som blev hendes hjem fra oktober 1943.

Tak til Wizo for at arrangere denne smukke og interessante vandretur. Vi i KKL glæder os til at bidrage til Wizo Walk igen til næste år og kan varmt anbefale KKLs medlemmer og venner at deltage.